Projektbeskrivelse

Baggrund

MaxVeg og BitterSund
Aarhus Universitet gennemførte i årene 2010-2015 forskningsprojektet, MaxVeg. Projektet viste en tendens til, at 500 gram grove grønsager pr. dag i 12 uger havde en positiv effekt på vægttab og fysiologiske indikatorer på livsstilsrelaterede sygdomme, primært diabetes 2 og hjertekarsygdomme.

På baggrund af denne tendens har Københavns- og Aarhus Universitet, Aarstiderne A/S, Månsson Aps, Regionshospitalet Randers samt Økologisk Landsforening indgået et samarbejde og ansøgt om midler til at gennemføre et 4-årigt udviklings- og demonstrationsprojekt med støtte fra GUDP samt Fonden for Økologisk Landbrug i årene 2016-2019. Projektet er navngivet, ’Flere sunde og bitre grønsager til foodservice sektoren og forbrugeren’, og i daglig tale, ’BitterSund’.

Projekt BitterSund følger op på det netop afsluttede forskningsprojekt, MAXVEG, som viste tendensen, at et stort indtag af kål og rodfrugter, hvor sorter er udvalgt efter højt indhold af stærkt smagende og bitre stoffer (bl.a. fra nordisk genbank) reducerer forekomst af type II diabetes og hjertekarsygdomme i forhold til de sædvanlige grønsagssorter med mildere smag. 

Da netop kål og rodfrugter udgør grundlaget for omlægning til økologi i offentlige og private køkkener, er viden om grønsagernes indholdsstoffer, dyrkningsevne og mulighederne for at anvende disse bittert smagende grønsager i køkkenerne af stor betydning for økologisk omlægning, folkesundhed og dermed samfundsøkonomi. Effekterne er så markante, at grønsagerne allerede efterspørges af avlere og forbrugere, på trods af at der ikke findes tilgængeligt plantemateriale og viden om dyrkningspotentiale, indholdsstoffer samt om egnethed til brug i køkkener. 

I forskningsprojekt, MaxVeg, blev der arbejdet med hvidkål, grønkål, gulerod, rødbede og selleri. Projekt BitterSund undersøger desuden effekten ved spidskål, rødkål, savoykål, rosenkål, pastinak og persillerod.

Bitre sorter af kål og rodfrugter skal gøres tilgængelige for forbrugerne, fx på dagligvarebutikkernes hylder, gennem grøntsagskasser i abonnementsordninger og via foodservice sektoren.

Ved et ekstra indtag af 200 g sunde og bitre grønsager 250 dage om året hos befolkningsgrupper, kan forventes, at grønsagsarealet vil stige med op mod 5000 ha, og produktivitet og indtjening hos producenter, engros og foodservice vil stige pga. særlige egenskaber og merpris. Projektet forventes at have positive miljø- og samfundsmæssige effekter. Sundhedsudgifterne vil kunne falde med ca. 1 milliard årligt primært som følge af reduktion i forekomst af diabetes II.

 

BitterSund - projektbeskrivelse

Formålet med BitterSund er at øge befolkningens sundhed via øget forbrug af sunde og bitre kål og rodfrugter hos to brugersegmenter: private, raske kunder og offentlige, syge brugere.

Målene er at:

  • Udvikle et sortiment af grønsager med bitter og stærk smag med henblik på forbedret sundhed og flere smagsoplevelser.
  • Få forbrugerne til at spise de grove og bitre grønsager – ved at øge anvendeligheden af de bitre kål og rodfrugter gennem udvikling af retter og opskrifter.
  • Vurdere de samfundsmæssige konsekvenser ved større indtag af grove grønsager.
  • Undersøge stabiliteten af sorters bitre og stærke smag ved dyrkning forskellige steder i Danmark.